Ja, jeg har så endelig fået skrevet noget nyt. Noget tekst-stykke-noget, som jeg godt vil have sat ordentligt sammen.
Enjoy.
En flok kutteklædte mænd går messende omkring i en rundkreds. En blæst fejer over pladsen og får de brune kapper til at blafre. Vinden blæser heftigere, så hætterne kun lige bliver på. Mændene må messe højere for at overdøve den kraftige blæst, der ser ud til at stamme fra midten af deres kreds.
Sammen med blæsten begynder at skarpt lys at strømme fra midten. Da lyset lidt efter aftager med vinden, står en lille pige i kredsen. Mændene er standset og messen lyder nu kun som en svag mumlen.
Pigen er lille og spinkel, men står rank og rolig i en lang hvid kjole. Hendes hår er hvidgyldent og skinner som en krone om hendes hvide ansigt. Øjnene stråler store og himmelblå.
”I hidkaldte mig?”
(Lucia. Gudinde-agtig noget.)
*
Markedspladsen er fuld af folk, alle klædt i grå og brune nuancer. Alle fortravlede. Med et høres vingeslag på trods af de høje lyde af fodtrin og tavse folk. Nogle få sætter farten op, og er snart ude af syne, men størstedelen af mængden standser og ser forskrækket op.
En kæmpe ørn svæver over byen.
*
Midt i det store slot ligger tronsalen. En flok adelspiger går i deres fornemme tøj mod den store sal. De skæver forskræmte til hinanden og må bore neglene i håndfladerne for ikke at knuge de fine silkestoffer med deres svedige hænder.
I salen venter et aldrende par dem. De er begge høje og slanke, og ligner hinanden for meget til at være andet end søskende. Kvinden begynder at tale med en fast stemme:
”Som I ved er ikke alt som det skal være i byen. Men denne verden bliver adskilt fra vores af den store mur, og derfor vil I ikke mærke mere. Husk på vi er beskyttet.” Hun sender dem et skarpt blik. ”Og selvom der skulle være krige, og I skulle blive bange, så gem for Guds skyld frygten bort!”
Pigerne nikker med rolige ansigtsudtryk.
*
Gaden er trang, og der ser luvet ud. Op af murene sidder pjaltede mennesker trykket sammen, så magre og grå at de falder i et med murene. Tynde fingre griber fat i forbipasserende menneskers tøj og et kor af stemmer lyder bønfaldende. ”Giv en skilling til en fattig, jeg er sulten, jeg er syg.” ”Giv en skilling til en fattig, giv mig pleje, giv mig ly.” ”Giv en skilling til de syge.” ”Jeg er tørstig, jeg er svag.”
*
En lang række af unge mænd i rustninger står stolte. Overfor dem sidder en fin klædt mand. Hans ansigt er stolt, med kolde ansigtstræk.
”Vi tjener Dem, Herre.
For døden skal de lide, ved mødet med mit sværd.”
Ridderne bukker dybt for deres herrer, der smiler grumt.
