Frem, frem, frem.

Jeg har en klaustrofobisk følelse af at køre i den samme dybe rille, frem, frem, frem. Jeg kan ændre på alt, bortset fra det faktum at jeg kører fremad. Jeg kan se mig tilbage, men ikke mere end det. Ikke vende om, hvis jeg har tabt noget, hvad der ellers er umuligt.
Så er der selvfølgelig det, at rillen faktisk er ret stor.
På nogle punkter kører man selv, det lærer man efterhånden. Jeg mistede den evne i sommers.