Der voves på at kopire, ellers flejner jeg seriøst!!!
Og der stod hun så. Den eneste kvinde han nogensinde havde haft respekt for, mens hun græd.
Tårer løb nu ned ad hendes kinder, og selvom hun ind i mellem snøftede, var der dog hårdhed i hendes blik når det ramte ham. Hendes stemme skar gennem den kolde luft da hun stillede sig i position.
”Jeg delte med dig. Mine kys, min fortid, fremtid, mine drømme, tanker, tårer og smil. Alt.” Hun smilede sørgmodigt, og tog ikke øjnene væk fra ham. Han kunne ikke bevæge sig.
”Men du!” Hendes stemme blev skarp. ”Du trak dig væk fra mig. Du tog alt jeg havde givet, alt jeg havde delt, alt i mig og løb væk. Du er min fjende.” Et sindssygt smil bredte sig på hendes læber, og hun gik lidt nærmere. Ikke meget, men nok til at han blev nervøs. Det måtte ikke ende sådan.
”Nu er du min fjende. Min fjende.” Han tog en chance og bevægede sig hurtigt, men forsigtigt tættere på hende, og hun fortsatte, uden en skygge af et smil tilbage. ”Så kom, ikke med mig. Min fjende.” hvislede hun gennem tænderne, og lavede et pludseligt udfald mod ham. Det ramte ikke, men det var heller ikke meningen. Det var en advarsel. ”Fjende.”
Han mærkede den giftige sindssyge fra hende, og tabte et kort øjeblik modet. Han vidste at det var hans skyld, men han havde aldrig ville…
Næste sekund var der kun tomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar