Det havde regnet, og små dråber af vand hang endnu på træerne da Solvejg gik igennem skoven. Hun elskede den eventyrlige atmosfære, som om skoven var et legende barn, og dansede glad af sted mod sit yndlingssted.
Solvejg hørte små toner fra den ellers stille skov, som om de kom fra midten af det legende eventyrbarn. Som elvertoner. Hun nynnede med på melodien, og fortsatte til en lysning viste sig.
Hun løb hen til den, sukkede højt af fryd og drejede en enkelt gang rundt om sig selv. Her kunne hun være sig selv, ikke tænke på alt det voksne, alt det alvorlige. Hun ville bevare sin sidste rest af barndommen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar