Hendes klokkerene stemme havde en sørgmodig klang, han ikke havde opdaget tidligere. Hans tanker strejfede deres tid sammen. Han mindes en gang de havde gået en tur i skoven. Eftermiddagssolens stråler der fik hendes rødbrune hår til at glitre. Hendes latter, der lød som små sølvklokker, mens hun dansede mellem stammerne. Øjnenes, man aldrig helt kunne bedømme farven på, ivrige glød.
De så så bedrøvede ud, at det skar ham i hjertet, og han fortrød lidt at han havde gjort det forbi. Ved den tanke dukkede endnu et minde op i hans erindring. De samme ubestemmelige øjne, nu hårde og fugtige. Udtrykket i dem, hvorfor? Øjeblikket han fandt ud af at dette ikke kunne gå.
Hun så fraværende ud på publikum, med en enlig tåre hængende i øjenvipperne, da den sidste tone var dødet ud. Han vendte sig, kunne ikke klare hendes blik, og uden at se sig tilbage forlod han det fyldte lokale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar