Svøm, bare svøm.

En tekst jeg skrev for et stykke tid siden udfra første vers i en Dúné-sang, 80 years. Det gik op for mig at jeg ikke havde lagt den ind, så det måtte jo gøres.
Enjoy.

Det var solskin. Hun måtte knibe øjnene sammen, da hun så ud over striben af vand, der så helt lille ud herfra. De var små prikker, der desperate brugte alt hvad de havde i sig. De dukkede under og kom op igen, dukkede under og kom op, helt regelmæssigt. Et par stykker var lidt over halvvejs, og kom stadig regelmæssigt op igen, og med ét fik hun et stærkt håb. Måske var det muligt?

Hun trak kjolen over hovedet, uden at slippe synet af de små prikker. En var tre fjerdedele henne.

Luften var kold, da hun susede gennem luften, og vandet ramte hende med dens isnende kulde som nåle, der konstant prikkede nådesløst. Hun dukkede op til overfladen efter en overfladisk vejrtrækning, og var derefter nede i det kolde mørke igen.

Svøm, bare svøm. Regelmæssige, kraftige tag. Ingen andre tanker. Regelmæssige tag. Hun ville efterlade ensomheden som de andre, søge mod lykken. Svøm, regelmæssige, stærke tag. Kulden var ved at få sit tag i hende, men hun gav ikke op. Regelmæssige, stærke tag. Ville ikke ende i denne bundløse kulde. Hun fortsatte med at svømme, regelmæssige tag, med mere kraft. Hun brugte alt hvad hun havde i sig, alt hvad hun havde samlet i sig. Regelmæssige tag, stærke tag, regelmæssige tag. Kræfterne ebbede ud til kulden, endnu et par svømmetag. Kulden fyldte mere, et tag mere. Følelsesløsheden bredte sig i armene, i benene. Hun kunne ikke mærke mere, og med et suk lod hun sig falde.

 
Rise and shine
Cause they are leaving
Across the border to smoothness and happiness
Swim just swim
Hit in with all you got
Just swim and cross the shell that covers up your life
 
Med et suk lod hun sig falde.