En lille pige knuger en fin porcelænsdukke ind til sig. Håret blæser vildt om dem begge, og en lille tåre løber ned ad pigens kind, ned i dukkens lyse hår. Hun trækker dukken lidt væk fra sig, og kysser den på panden, så meget hun nu kan for håret. Forsigtigt sætter hun den mellem de mange sten, og betragter den lidt. Dukkens store øjne ser næsten bebrejdende på hende. Hvordan kan hun?
Pigen ryster stille på hovedet. ”Jeg ved det ikke,” hvisker hun. ”Undskyld.”
Så vender hun om, og løber ud i vandets vilde bølger. Tilbage sidder dukken. Alene, sidder den og kigger efter hende med sine store øjne. De ser vidende ud, som om at den ved hvad der sker. At hun ikke kommer tilbage. At den er forladt.
En gammel tekst jeg skrev.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar