torsdag den 23. juni 2011

Svøm, bare svøm.

En tekst jeg skrev for et stykke tid siden udfra første vers i en Dúné-sang, 80 years. Det gik op for mig at jeg ikke havde lagt den ind, så det måtte jo gøres.
Enjoy.


Det var solskin. Hun måtte knibe øjnene sammen, da hun så ud over striben af vand, der så helt lille ud herfra. De var små prikker, der desperate brugte alt hvad de havde i sig. De dukkede under og kom op igen, dukkede under og kom op, helt regelmæssigt. Et par stykker var lidt over halvvejs, og kom stadig regelmæssigt op igen, og med ét fik hun et stærkt håb. Måske var det muligt?
Hun trak kjolen over hovedet, uden at slippe synet af de små prikker. En var tre fjerdedele henne.

Luften var kold, da hun susede gennem luften, og vandet ramte hende med dens isnende kulde som nåle, der konstant prikkede nådesløst. Hun dukkede op til overfladen efter en overfladisk vejrtrækning, og var derefter nede i det kolde mørke igen.

Svøm, bare svøm. Regelmæssige, kraftige tag. Ingen andre tanker. Regelmæssige tag. Hun ville efterlade ensomheden som de andre, søge mod lykken. Svøm, regelmæssige, stærke tag. Kulden var ved at få sit tag i hende, men hun gav ikke op. Regelmæssige, stærke tag. Ville ikke ende i denne bundløse kulde. Hun fortsatte med at svømme, regelmæssige tag, med mere kraft. Hun brugte alt hvad hun havde i sig, alt hvad hun havde samlet i sig. Regelmæssige tag, stærke tag, regelmæssige tag. Kræfterne ebbede ud til kulden, endnu et par svømmetag. Kulden fyldte mere, et tag mere. Følelsesløsheden bredte sig i armene, i benene. Hun kunne ikke mærke mere, og med et suk lod hun sig falde.
 
Rise and shine
Cause they are leaving
Across the border to smoothness and happiness
Swim just swim
Hit in with all you got
Just swim and cross the shell that covers up your life

 
Med et suk lod hun sig falde.

søndag den 19. juni 2011

Forladt

En lille pige knuger en fin porcelænsdukke ind til sig. Håret blæser vildt om dem begge, og en lille tåre løber ned ad pigens kind, ned i dukkens lyse hår. Hun trækker dukken lidt væk fra sig, og kysser den på panden, så meget hun nu kan for håret. Forsigtigt sætter hun den mellem de mange sten, og betragter den lidt. Dukkens store øjne ser næsten bebrejdende på hende. Hvordan kan hun?
Pigen ryster stille på hovedet. ”Jeg ved det ikke,” hvisker hun. ”Undskyld.”
Så vender hun om, og løber ud i vandets vilde bølger. Tilbage sidder dukken. Alene, sidder den og kigger efter hende med sine store øjne. De ser vidende ud, som om at den ved hvad der sker. At hun ikke kommer tilbage. At den er forladt.

En gammel tekst jeg skrev.

torsdag den 16. juni 2011

Ingsomhed

Jeg vil hjem. Har det som om mit sind er vendt på vrangen.
Svimmelhed.
De vil ikke være sammen med mig... kun når jeg er ked af det.
Ensomhed.
Så har de dårlig samvittighed. De er ligeglade med om jeg er til stede eller ej. Jeg har altid været alle steder. Nu er jeg ingen steder.
Ingsomhed.



Jeg ved at ingen fra skolen vil læse dette, hvilket jeg både er lettet og... det modsatte over, men bare for at få det på det rene:
Jeg tager ikke med til Lilleskolefestivalen på grund af ensomhed.